En fugl sidder inde i min krop og hakker i mit hjerte, presser på lungerne og lader sine vinger omforme mit hovede til ren abstraktion. Jeg fortsætter ufortrødent arbejdet på tiden, og giver slip.

Luften er kold og klistrer til alt går i frost og forsvinder. Forbandelserne hænger sig i hinanden og bliver til krig. Små blomster af lykke ligger trætte i vinden og bekymrer sig ikke om noget. Det knaser under os selvom det er blødt. Øjne opløses i jorden mens regnen fortrylles til sne. Forvandlinger flår huden af de fleste.

Jeg så dig i øjnene og så ned i en afgrund af nat. Åh-åh

blablabla

Efterårsstorme og nætter alene blandt andre (dette mønster uden farve). Lyset falder gråt ned fra ruden og fjerner sig mere og mere fra mørket i dine øjne, fra dine fingres tilfældigt henover hud. Jeg går ikke i stykker, men udenfor regner det tæt, og skyerne går fra hinanden som tunge dråber, der hænger i alt. Jeg går med det sentimentale, det ustandseligt sitrende hjerte (et ekstra slag) , flagrer med det latterligt følsomme, efterårsregnen og mit tunge hovede (et til). Dagen efter vendte jeg tilbage til museet. Ikke for at se malerierne igen (slet ikke). Jeg kunne ikke komme ind i de billeder(twombly) og selvom jeg prøvede at finde noget jeg kunne gribe om, var du allerede forsvundet (jeg skulle have spurgt om dit navn). Det er det flygtige som bliver hængende i luften, rester af hinanden i hinanden (fugtigt). Store blå øreringe, ikke andet. Udenfor dvæler byen. En bil kører forbi. En til. De små ligegyldige detaljer, farven, der er falmet i bogen i vinduet, lyden af overboen, der bevæger sig omkring (en let knirken), værelset, værelset, værelset.